Tilstandsrapport
Tilstandsrapporten giver køber oplysninger om fejl og mangler ved ejendommen. Den udarbejdes af en beskikket byggesagkyndig, der gennemser ejendommen. Tilstandsrapporten giver sammen med elinstallationsrapporten en professionel og neutral gennemgang af boligens synlige skader og elinstallationens tilstand. Der kan bestilles hus- og el-eftersyn på huse, rækkehuse, villalejligheder og sommerhuse, men der udarbejdes sædvanligvis ikke huseftersyn på ejerlejligheder, da det forudsætter en gennemgang af hele ejerforeningens fællesareal, hvilket vil være omfattende. Tilstandsrapporten er gyldig i seks måneder og koster ml. kr. 4000,- og kr. 10.000,- afhængig af boligens størrelse. Det er muligt at forny rapporten, inden periodens udløb.
OBS! I tilstandsrapporten kan der være et forhold angivet med karakteren ”UN”, hvilket betyder, at der er en skade eller skadesrisiko, som ikke er dækket. Køber skal sørge for, at få undersøgt forholdet med egen byggesagkyndig, idet de omtalte dele og eventuelle følgeskader ellers ikke vil være dækket af en ejerskifteforsikring.
Det er altid sælger, der skal bestille tilstandsrapporten hos en byggesagkyndig. Husk du er altid velkommen til at kontakte vores boligadvokater og boligrådgivere, som kan bistå dig med juridisk rådgivning ift. bolighandel.